Ingeniørtropperne i krigen 1864 var uniformeret som infanteriet, men den lille ændring på våbenfrakken var at der var påsat gule messingknapper, kravespejlet var i sort og der var på frakken rød kan på skulderstropper, ærme manchetter  og den overlappet del med knapperne har også lodret rød kantbånd. Benklæderne var mørkeblå, felthuen som infanteriets, og chakotens metaldele var af messing. Ingeniørtropperne bar ingen skuldertal.

Våben for ingeniørsoldaten:

Da ingeniørkorpset var et højt specialiseret korps, og oprindeligt var underlagt den dansk-holstenske fortifikationsetat. Så omfattede det kun officer, og mandskabet blev udskrevet fra de andre våbenarter alt efter opgaven. Officer i denne enhed var uniformeret og bevæbnet som officer i artilleriet. I 17644 blev der under artilleriet oprettet et minør- og et pontonnèrkompagni, og da det var en del af artilleriet blev de også udrustet som disse. Så mandskabet fik en kort messingfæstede faskine kniv, som både var et arbejdsredskab men også deres personlige våben. En af de kendteste korte faskine knive er konstabel-og underkonstabel faskine kniv er M/1777. Først i 1842 får ingeniørkorpset egentligt mandskab, idet minørerne overføres fra artilleriet, det første der kendetegner disse minørtropper, er at de er udrustet med kyrasser (et bryst- og rygharnisk, som er en rustning lavet af metal til at beskytte bæreren mod stik, hug og skud.) og i jern eller stål en høj hjelm). Disse var indkøbt omkring 1715, og anvendes nu til at beskytte minøren under den farlige sprængningstjeneste.

I 1848 til 1850 var der mange forskellige artet sidevåben, det var på det tidspunkt mangel af våben i den danske hær af enhver art. Jægerhirschfænger M/1791 blev det sidevåben som menig ingeniørsoldat skulle have, og for underofficer skulle der udleveres en tilsvarende, blot med et messingbeviklet greb. Men våbenmanglen var så stor, at man først måtte benytte erobrede våben. I 1866 blev det første sidevåben til ingeniøren anskaffet, en type der var meget almindelig i Europa som ingeniørernes sidevåben. Denne anskaffelse faldt sammen med indførelsen af bagladerriflen i den danske hær. Da ingeniørtropperne får udleveret ingeniørgevær 1889 i 1917, falder ingeniørsablen M1866 bort som personligt våben og erstattes af bajonetten M/1915. 

Sidevåben M/1864

Korsformet fæste støbt i et stykke, med kort parerstang, som ender i en cirkulær knap med koncentriske furer. Grebet rillet, hult. Klinge lige, enægget, med midtstillet od. Sort læderskede med messingmundstykke med hage og messing dupsko.
Dette sidevåben, som svarer til preussisk Model 1840, som igen er skabt efter fransk Model 1831, blev indkøbt af de slesvig-holstenske oprørere i Treårskrigen. Ved overtagelsen af Rendsborg Arsenal var der 25.855 af disse hirschfængere i beholdningen. En stor del led af mangler, der blev udbedret på Frederiksværk. Efter reparationen i 1853-54 var beholdningen 25.760, som blev udleveret til underofficerer og menige af fodfolket. Senere fik en uberedne gendarmer, trainsoldater og sundhedstropperne også dette sidevåben.
Våbnet gik først endeligt af brug i 1924.

Ingeniørgevær Model 1853:

I 1842 blev det bestemt, ved indførelsen af egentlig menigt personel. At de skulle udrustes med et gevær med bajonet, indrettet til perkussionsantændelse. Dens princip var, at en lille kapsel indeholdende det meget stødfølsomme knaldkviksølv blev anbragt over fæng hullet. Ved et slag med hanen eksploderede knaldkviksølvet og sendte en ildstråle igennem fæng hullet ind til krudtladningen. fænghætten blev dermed opfundet, men den var endnu ikke blevet en del af patronen. Geværet havde samme kaliber som hærens øvrige glatløbet håndskydevåben.

Under de 1.Slevigske krig (Treårskrigen) i 1848, var der ikke fremstillet gevær til ingeniørsoldaten. Og derfor blev de udrustet med ældre afkortet musketter af model 1794, som var blevet ændret til perkussionsantændelse. Efter mange års forsøg, kom der den 24. juni 1848 et egentlig forslag til et ingeniørgevær. Ingeniørgeværet skulle svare fuldstændigt til den for infanteriet glatte musket, den skulle dog være kortere. Der blev fremstillet to prøvegevær af ingeniørgevær model 1848, med den blev aldrig sat i produktion. I 1853 blev det besluttet, at ingeniørerne skulle udrustes med den afkortet franske musketter af model 1822. disse blev indkøbt i 1848/49.

Da krigen i 1864 var over, bestemte hæren at de skulle udrustes med bagladerriffel. I 1867 blev Remingtons bagladerriffel til fodfolket og en rytterkarabin indført. Ingeniørgeneral foretrak karabinen, da denne ville være mindst i vejen under ingeniørens arbejde. Ingeniørkarabinen af model 1867 svare til rytterkarabinen, der er på denne monteret rembøjler så denne kunne bæres på ryggen. Da repetergeværende i 1880’erne kom, blev den enkeltskuds ingeniørkarabin hurtigt umoderne. Selv om den i 1896 var blevet moderniseret ved indførelsen af forbedret patroner, og der var lavet et magasin i kolben, så var den allerede forældet igen. Men først i 1917 blev den afløst af repetergevær af samme system som fodfolkets gevær 1889.ingeniørgevær 1889 der var i brug til 1943, blev det sidste specielle ingeniørgevær, da ingeniørsoldaterne siden 1945 har været udrustet med samme håndvåben som hærens øvrige soldater.

"SAPPØR" 

En sappør var det gamle navn for en soldat i belejringssituation. De gravede skyttegrave og løbegrave mod modstanderens stillinger